Første gang jeg mærkede en følelse af ondt i maven, var en dansktime i 1.klasse, hvor vi skulle læse. En mavepine, som udviklede sig til at være konstant, men som ikke kunne forklares lægefagligt. Det viste sig, at den skyldes en boks i folkeskolen, som ikke kunne rumme mig. En boks, der indeholdt forventninger om, at hvis man ikke kunne læse, så var man ordblind og passede man ikke ind i det meget snævre spektre, som er for ordblindhed, så er der ingen hjælp at hente.
Og den hjælp jeg kunne få som atypisk ordblind var ekstraundervisning i dansk, som desværre blot gjorde, at jeg kom bagud i de andre timer. Hvilket blot forstærkede knuden i maven og endte i højere fravær. Det eneste tidspunkt knuden forsvandt en smule, var når jeg havde mulighed for at skabe et frirum i kunst. Kunsten blev et værktøj til at kunne drømme om alt andet end den boks som folkeskolen opretholder.
Desværre fortsatte knuden i gennem hele gymnasiet. Her eksisterer nemlig også et pres om at skulle have et pænt gennemsnit, være engageret i både sportslige og demokratiske foreninger og samtidig skulle nyde de tre bedste år af sit liv. Et pres som skaber angstanfald ikke blot hos mig selv, men også hos mine gymnasievenner og som kun fortsætter efter gymnasiet, hvor uddannelsesreformer, ikke mindst udflytningsreformen, de sidste 20 år, kun har forværret mulighederne for at tage en videregående uddannelse. Og dem som klarer sig igennem det, skal være taknemmelige, hvis de kan klare det uden at skulle sygemelde sig med det samme.
Vi har brug for mennesker i politk - mennesker som faktisk har oplevet de politisk bestemte ændringer, som er sket i vores system gennem mange år. Det er en af grundene til, at jeg har valgt at stille op til Folketinget. Med mine 21 år, har jeg oplevet, hvordan skolereformen har påvirket min hverdag, ligesom jeg gennem gymnasiet har oplevet, hvordan hensynet til virksomheders økonomi, kontakttal og epidemikurver, kom før unges trivsel.
Jeg har oplevet at starte på en uddannelse, hvor man lærer fra første dag, at studiet er hårdt og stressende og at håndtering af stress allerede er et fokus i starten af første semester. Tid til fordybelse og læring er ikke at finde i vores system præget af fremdrift.
Desværre er jeg ikke alene, vi står mange i dag, som har oplevet reformerne og prioriteringerne på egen krop. Hver anden unge kvinde mellem 16-24 år, lider i dag af svær stress, inklusiv mig selv og mange af mine venner omkring mig.
Men på trods af det, er vi også en generation, som er lille af størrelse og stor af ansvar - ansvar for kloden, de ældre, demokratiet og som gerne vil verden og fremtiden. Alligevel er vi dårligt repræsenteret, og dermed også dårligt prioriteret.
